Gå til hovedindholdet

Bilag 2 - Sagsbehandling – dispensation fra kravene i kap. 2 i bekendtgørelse om arbejdsmiljøfaglige uddannelser

Bilag 2 til IN-18-23: Instruks om behandling af dispensationsansøgninger

1. Baggrund

Notatet beskriver de særlige forhold, der skal tages i betragtning, når der søges om dispensation fra kravet om uddannelse i kapitel 2 i bekendtgørelse nr. 1346 af 29. november 2017 om arbejdsmiljøfaglige uddannelser. Det drejer sig om certifikater til forskellige typer kraner (§§ 4 - 6), gaffelstablere og –trucks (§ 7) og teleskoplæssere og lignende multifunktionsmaskiner (§ 8).

Bemærk, at hver bestemmelse indeholder definitioner og undtagelser, som det er væsentligt at være opmærksom på ved vurderingen af, om der i den konkrete situation skal tages stilling til dispensation eller gives en vejledende udtalelse.

Notatet beskriver desuden ansøgninger om dispensation fra alderskravet på 18 år for erhvervelse af certifikat (§23). Bemærk her, at der en undtagelse for elever på erhvervsfaglige uddannelser, så dispensation ikke er nødvendig i de tilfælde, som er omfattet af undtagelsen.

2. Hvem kan søge og få dispensation

Kravet om certifikat gælder for de, der udfører arbejdet (bekendtgørelsens § 2) og der er en særlig pligt for arbejdsgiver til at sikre, at arbejdet kun udføres af personer, der har certifikat (§ 3).

Ansøgning kan komme fra både arbejdsgivere, selvstændige og ansatte. En ansøgning vil typisk vedrøre arbejde på en konkret virksomhed. Både virksomhed og den person, som ansøgningen vedrører, skal partshøres og have meddelelse om afgørelsen.

Når ansøgningen vedrører arbejde på en konkret virksomhed, skal der som udgangspunkt foreligge en tilkendegivelse fra virksomhedens arbejdsmiljøgruppe, før vi træffer afgørelse.

3. Oprettelse af sagen og afgørelsen

Sagen behandles i det tilsynscenter, hvor ansøger er hjemmehørende.

Sagen oprettes i sagstypen ”Dispensation, tekniske hjælpemidler” (I ATIS feltet ”disp teknik”).

Eventuelle ansøgninger om dispensation begrundet med udenlandske certifikater oprettes ikke som dispensationssager, men behandles i AFC efter reglerne om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer erhvervet i udlandet.

4. Regelgrundlag

Hjemmelen til at dispensere fra kravene i bekendtgørelsen findes i § 27: ”Arbejdstilsynet kan, hvor særlige forhold foreligger, i enkelttilfælde tillade afvigelser fra bestemmelserne i denne bekendtgørelse, når det skønnes rimeligt og fuldt forsvarligt.”

5. Vurdering og afgørelse

Der skal foretages en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag med henblik på at vurdere, om der foreligger særlige forhold, som kan begrunde at det er rimeligt og forsvarligt at give en dispensation.

5.1 Fravigelse af kravet om certifikat

Der er en mangeårig praksis for at lægge vægt på følgende forhold

  • At der er opstået en helt uforudset situation, og
  • At det ikke har været muligt at undgå denne situation ved planlægning, og
  • At der er tale om en konkret og tidsbegrænset opgave, og
  • At opgaven ikke kan udføres af andre på virksomheden med certifikat, og
  • At den pågældende vil få en grundig instruktion og oplæring.

Afhængig af opgavens art, kan der tillige lægges vægt på, at den pågældende har relevant erfaring, f.eks. opnået under en tidligere given dispensation eller under ophold i udlandet.

Dokumentationen af ovenstående kan blandt andet ske ved arbejdsmiljøorganisationens påtegning af dispensationsansøgningen.

Der meddeles ikke dispensation alene med henvisning til ventetid på certifikatkrævende kursus.

5.2 Fravigelse af alderskravet

Som nævnt ovenfor er der i § 23 et alderskrav på 18 år for erhvervelse af de her omhandlede certifikater.

Der er dog en undtagelse i bekendtgørelsens § 23, stk. 2 for elever på erhvervsuddannelser, så de kan tage certifikat når de er fyldt 15 år, i det omfang erhvervelsen er et nødvendigt led i en erhvervskompetencegivende uddannelse, der er reguleret ved lov eller i henhold til lov, og hvis erhvervelsen er nødvendig for den konkrete uddannelses gennemførelse.

Hvis det vurderes, at en ansøger er omfattet af disse betingelser, afsluttes sagen med en udtalelse om, at dispensation ikke er nødvendig, da ansøger er omfattet undtagelsesbestemmelsen.

Hvis ansøger ikke er omfattet foretages en konkret vurdering af, om der foreligger særlige forhold, som gør en dispensation rimelig og forsvarlig. Det kan fx være tilfældet hvis ansøger er i gang med en særlig tilrettelagt uddannelse, som med rimelighed kan sidestilles med de uddannelser, der er omfattet af undtagelsen.

6. Vilkår

Jf. ovenfor er det en forudsætning for dispensation fra kravet om certifikat, at den pågældende får grundig instruktion og oplæring. Hvis det ikke allerede er sket, når ansøgningen behandles, kan det stilles som vilkår for dispensation.

7. Tidsbegrænsning

Ansøgningerne vil ofte være begrundet i forhold, som i sig selv er tidsbegrænsede, fx enkeltstående kortvarige opgaver, hvor dispensationen begrænses svarende til den tid opgaven forventes at vare, eller uforudsete situationer, hvor dispensationen begrænses til der er mulighed for at få certifikat eller få fat i en certificeret fører.

8. Særlige opmærksomhedspunkter

Der er ikke krav om at man skal være i besiddelse af kørekort for at man må føre kran eller truck. Dispensation vedr. dette er derfor irrelevant.

Hvis der søges dispensation på baggrund af helbredsmæssige forhold skal AFC høres i sagen.

Der er pr. 1. januar 2018 sket væsentlige ændringer med hensyn til de forskellige certifikattyper. Vær opmærksom på, at bekendtgørelsen indeholder en række overgangsbestemmelser for personer, som har certifikat efter tidligere gældende regler. Dispensation er ikke nødvendig, hvis man er omfattet af overgangsbestemmelserne.

9. Henvisning til tidligere afgørelser i ATIS

9.1 Certifikatkrav

20150024845 (opgradering af kran-E)

En person søger om at få dispensation fra kravet om opgradering af et gammelt Kran E-certifikat til nye krav. Afslag i første omgang under henvisning til, at der kun kræves en kort efteruddannelse for at få det nye certifikat. Ansøger vender tilbage et par måneder senere, nu med henvisning til at han er optaget på kursus om 2 måneder, og at han har fået arbejde, hvor han har behov for det ny certifikat.

Dispensation givet under henvisning til, at ansøger har over 30 års erfaring med krankørsel, certifikat B, D og E, og er optaget til førstkommende prøve med henblik på opgradering. Dispensationen tidsbegrænses svarende til prøvetidspunktet.

20160046883 (Truck)

Virksomhed søger dispensation for en ansat i 4 måneder til han kommer på kursus.  Begrundes med uforudset situation, fordi virksomheden har mistet to medarbejdere og ikke har mulighed for rotation. Den ansatte har 3 års erfaring med mindre trucks og bliver instrueret af erfaren kollega med certifikat.

Dispensation givet frem til kursustidspunkt. Betinget af arbejdsmiljøorganisationens accept.

20160063399 (Kran E)

Virksomhed søger dispensation for E certifikat for en ansat med D-certifikat i 2 måneder til han kan komme på kursus. Begrundes med vanligheder med at finde kvalificerede ansatte med certifikat. Pågældende har D-certifikat og er optaget på først mulige kursus. Enigt arbejdsmiljøudvalg anbefaler.

Dispensation givet frem til kursusdato. Begrundet med at kranføreren har D-certifikat og at arbejdsmiljøudvalget anbefaler.

20160075423(Kran A)

Virksomhed søger dispensation for A certifikat for en ansat med B-certifikat i 4 måneder til han kan komme på kursus. AT anmoder om yderligere oplysninger og vejleder om praksis. Virksomheden vender ikke tilbage.

Afsluttet uden afgørelse.

 

20160092501 (Traverskran – Samløft)

En virksomhed søger dispensation for certifikat til samløft med to traverskraner. Kun 3 typer løft af ensartede byrder. Hidtil udført med en traverskran (hvor der ikke kræves certifikat). Fremtidigt løft med to kraner giver øget sikkerhed. Alle kranførere gennemgår en 2-dages særligt tilrettelagt AMU-uddannelse i netop disse løft.

Dispensation givet under henvisning til, at det er en enkeltstående situation, fordi der er tale om specialløft.

Forsvarligt på grund af særligt tilrettelagt uddannelse. Rimeligt, fordi samløft giver øget sikkerhed.

Arbejdsmiljøorganisationen har anbefalet.

20170067917 og  20180021244 (Truck)

Virksomhed søger dispensation for to ansatte med over 35 års erfaring med truckkørsel. Begrundet med at de har en cirka 35 år gammel dispensation.

Afslag, da ikke tale om enkelttilfælde, ikke noget til hinder for, at arbejdet udføres af andre med certifikat, og ikke en uforudset situation, som ikke kunne undgås ved planlægning.

Tiltrådt af Arbejdsmiljøklagenævnet, som henviser til overgangsordningen, hvoraf kan sluttes modsætningsvis at det ikke er tilladt at køre uden certifikat efter ordningens udløb. Bemærker, at ukendskab til reglerne kan ikke i sig selv begrunde en dispensation.


20190001302
(Teleskoplæsser)

Virksomhed forespørger om muligheden for at søge dispensation til 3 medarbejdere.

Afsluttet med vejledning om praksis for dispensation.

9.2 Alderskrav for erhvervelse af certifikat

20170068652 (Teleskoplæsser)

Erhvervsskole søger dispensation for en EGU-elev, så denne kan tage certifikat. Begrundes med, at det er vigtigt for elevens praktik i landbrug og at eleven har traktorkørekort.

Besvaret med udtalelse om, at dispensation ikke er nødvendig, da eleven er omfattet af undtagelse. Samtidig orienteret om, at det heller ikke er nødvendigt med dispensation fra reglerne om unges arbejde.

OBS

Den praksis, som er beskrevet i direktionsmeddelelsen fra 2002 angående erhvervsskoleelever blev uaktuel i 2011, da der kom en undtagelse ind i bekendtgørelsen. Flere afgørelser viser, at der desværre også efter 2011 er givet den type dispensationer. De er ikke korrekte. Pas derfor på med at kopiere tidligere afgørelser på det område.

9.3 Begrænset certifikat på grund af helbredsforhold

20110015806

Person søger om at kunne opnå begrænset truckcertifikat pga manglende førlighed i det ene ben. Kan kun betjene visse typer af trucks. Sagen er henlagt uden afgørelse, da ansøger ikke indsendte de supplerende oplysninger, som Arbejdstilsynets bad om. Sagen indeholder udtalelse fra AFC om praksis.

9.4 Indstilling til direkte prøve

20160046881

Virksomhed anmoder om Arbejdstilsynets godkendelse, så medarbejdere kan tage truckcertifikat uden forudgående uddannelse. Medarbejderne har arbejdet med servicering af trucks i mange år og mener ikke at have udbytte af et 7-dages kursus. Besvaret med oplysning om, at virksomhedens situation falder udenfor det område, hvor det har været hensigten at give adgang til prøve uden forudgående uddannelse.

Arbejdstilsynet vil derfor ikke indstille medarbejderne til direkte prøve.

Henviser til vejledning fra TUR (transporterhvervets uddannelser) og Arbejdstilsynet.

Sagen indeholder høringssvar fra AFC.

10. Links til aktuelle skriftsteder

Kranførercertifikat - AT-vejledning 1.9.4

Gaffeltruckcertifikat - AT-vejledning 1.9.2

Teleskoplæssercertifikat - AT-vejledning 1.9.3

Gaffelstablercertifikat - AT-vejledning 1.9.1

11. Historie

11.1 Tidligere dispensationspraksis

Indtil 2002 var der praksis for at give dispensation alene under henvisning til ventetid på kurserne. (At-cirkulæreskrivelse nr. 5/1993). Denne praksis var nødvendiggjort af, at ressourcerne på skolerne ikke var tilstrækkelige til at følge med efterspørgslen  de første år efter at kravet om certifikater blev indført. Praksis blev ændret med Direktionsmeddelelse nr. 5/2002, da der ikke længere var problemer med ventelister for optagelse på kurserne.

Direktionsmeddelelse nr. 5/2002 indeholdt følgende instruks for vurdering af dispensationer:

Kredsene behandler ansøgninger om dispensation fra kravet om kranførercertifikat og gaffeltruckførercertifikat.

Dispensation kan alene meddeles i enkelttilfælde, når det skønnes rimeligt og forsvarligt. Der skal i den forbindelse foretages en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag med henblik på at vurdere, om der foreligger helt særlige forhold, som kan begrunde en dispensation.

De særlige krav til sikkerheden, som er baggrunden for kravet om certifikat, skal vurderes at være fuldt ud iagttaget, førend en dispensation kan skønnes rimelig og forsvarlig.

Dispensation gives i enkelttilfælde, og når det skønnes rimeligt og forsvarligt. Der skal ved vurderingen heraf lægges vægt på følgende forhold:

  • at der er opstået en helt uforudset situation, og
  • at det ikke har været muligt at undgå denne situation ved planlægning, og
  • at der er tale om en konkret og tidsbegrænset opgave, og
  • at opgaven ikke kan udføres af andre på virksomheden med certifikat, og
  • at den pågældende vil få en grundig instruktion og oplæring.

 

Afhængig af opgavens art, vil der tillige kunne lægges vægt på, at den pågældende har relevant erfaring, f.eks. opnået under en tidligere given dispensation eller under ophold i udlandet.

Dokumentationen af ovenstående kan blandt andet ske ved sikkerhedsorganisationens påtegning af dispensationsansøgningen.

Særligt for så vidt angår elever på erhvervsuddannelser, vil der kunne meddeles dispensation til elever, der i praktikperioden skal arbejde med gaffeltruck eller kran, under den forudsætning, at eleven er fyldt 17 år, at eleven forinden har gennemgået en certifikat-givende undervisning på erhvervsskolen, og at arbejdet foregår under opsyn af en voksen person, der er i besiddelse af certifikat.”

Med AT-intern instruks nr. 12/2004 om udlægning af virksomhedsrettede sager til tilsynscentrene, blev Direktionsmeddelelse nr. 5/2002 ophævet pr. 1. december 2004.

Efterfølgende blev AT-internt notat nr. 21/2004 om Dispensation fra kravet om kranfører- og gaffeltruckfører-certifikat udarbejdet som vejledning til sagsbehandlingen inden for området. Notatet lagde ikke op til ændringer af praksis i forhold til direktionsmeddelelse 5/2002. AT-internt notat nr. 21/2004 er senere udgået.

11.2 Kompetence

Sagsbehandlingen af området har været udlagt til kredsene siden 1985, på nær dispensation til at føre lastbilmonterede kraner med B-certifikat erhvervet efter 1. januar 2000, idet sidstnævnte område skulle behandles centralt, jf. skrivelse til kredsene af 10. juli 2000.

Med AT-intern instruks 12/2004 betragtes skrivelse af 10. juli 2002 som ophævet, dvs. tilsynscentrene behandler alle dispensationssager, med undtagelse af sager vedr. ombytning af udenlandske kran- og truckførercertifikater, der fortsat behandles i AFC.

Henter PDF