Gå til hovedindholdet

Bilag 1 - Sagsbehandling – dispensation fra bekendtgørelse om kloakarbejde m.v.

Bilag 1 til IN-18-23: Instruks om behandling af dispensationsansøgninger

1. Baggrund

Notatet beskriver de særlige forhold, der skal tages i betragtning, når der søges om dispensation fra bestemmelserne i bekendtgørelse om kloakarbejde m.v. om indretning af og arbejde i spilde- og regnvandsafledningssystemer.

2. Oprettelse af sagen og afgørelsen

Sagen behandles af tilsynscentrene.

Sagen oprettes i ATIS under sagstype ”Dispensation, arbejdets udførelse”, når der søges dispensation fra bekendtgørelsens § 9, § 13, stk. 1, 1. punktum eller §§ 19 – 28.

Vedrører ansøgningen §§ 3 – 8 eller §§ 10 – 14 anvendes sagstype ”Dispensation, arbejdsstedets indretning”.

3. Regelgrundlag

Hjemmelen til at dispensere fra bestemmelserne findes i § 44 i bekendtgørelse om kloakarbejde m.v. (bekendtgørelse nr. 473/1983 med senere ændringer)

4. Vurdering og afgørelse

Det fremgår direkte af ordlyden i dispensationsbestemmelsen i § 44, at dispensation alene kan meddeles, hvor særlige forhold i enkelttilfælde gør det rimeligt og forsvarligt. Der skal således foretages en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag med henblik på at vurdere, om der foreligger særlige forhold, som kan begrunde, at det er rimeligt og forsvarligt at give en dispensation.

Ved vurderingen af, om det i enkelttilfælde skønnes rimeligt og forsvarligt at dispensere, skal der lægges vægt på at arbejdet kan udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Til brug for overvejelse om der i den enkelte situation skal dispenseres fra bestemmelserne om arbejdets udførelse, kan der efter en konkret vurdering lægges vægt på,

  • At det ikke har været muligt at undgå denne situation ved planlægning,
  • At arbejdet er af kortere varighed
  • At der er tale om en konkret og tidsbegrænset opgave

Afhængig af opgavens art, vil der tillige kunne lægges vægt på, at den pågældende har relevant erfaring, f.eks. opnået under en tidligere given dispensation.

Dokumentationen af ovenstående kan blandt andet ske ved arbejdsmiljøorganisationens påtegning af dispensationsansøgningen.

Der gives ikke dispensation alene på, at kloakkens indretning gør det umuligt at udføre arbejdet sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

5. Vilkår

Hvis en ansøgning om dispensation imødekommes, skal det overvejes, om det skal ske på betingelse af, at bestemte vilkår overholdes.

Indsættelse af vilkår skal altid ske ud fra en konkret vurdering af den enkelte ansøgning om dispensation. Med dette forbehold kan oplyses, at Arbejdstilsynet som udgangspunkt fx anser følgende vilkår som passende:

  • At arbejdstid/periode pr. gang i ledningen højst må være ca. ¾ time pr. person,
  • at den samlede arbejdstid pr. dag højst må være ca. 2½ time pr. person,
  • at pauserne mellem arbejdsperioderne i ledningen mindst skal være 2 timer,
  • at der højst må arbejdes 5 dage jævnt fordelt over en uge for den enkelte person og
  • at virksomheden løbende skal føre logbog, gerne i digital form, over de opgaver, som udføres med angivelse af dato for arbejdet, angivelse af rørdiameter, navnet på de personer, som har arbejdet i ledningen, og hvor lang tid de enkelte har arbejdet i ledningen ad gangen.

På forlangende skal logbogen være tilgængelig for Arbejdstilsynet.

Oplistningen af vilkår er ikke udtømmende og andre vilkår kan således også indsættes. Eksempler på dette kan ses i nedennævnte resumé af afgørelser.

En dispensationsafgørelse skal som udgangspunkt kun tage stilling til de regler, der dispenseres fra, da Arbejdstilsynet forudsætter, at arbejdsgiveren overholder øvrige regler i arbejdsmiljølovgivningen.

6. Særlige opmærksomhedspunkter

De regler i bekendtgørelsen, som omhandler indretning af kloakker, gælder kun for kloakker, som er etableret efter bekendtgørelsens ikrafttræden den 1. januar 1984. Det betyder, at der kun er behov for dispensation fra reglerne om indretning i bekendtgørelsen, hvis kloakken er etableret den 1. januar 1984 eller senere.

Derimod gælder de regler i bekendtgørelsen, som omhandler arbejdets udførelse, både for kloakker, som er etableret før og efter 1. januar 1984. Det betyder, at der godt kan dispenseres fra reglerne om arbejdets udførelse for kloakker, som er etableret før og efter 1. januar 1984.

Udtalelse om indretningskrav til kloakker etableret før og efter 1. januar 1984 – se ATIS sag 20160094359.

7. Henvisning til tidligere afgørelser

7.1 Indretningskrav  (Bekendtgørelsens §§ 3 – 8 og §§ 10 – 14)

ATIS sag 20100077787 (§ 4, stk. 1 - imødekommelse)

En forsyningsvirksomhed ønsker at sløjfe en af udgangene fra et eksisterende bygværk i forbindelse med et vejprojekt.  Virksomheden søger derfor dispensation fra reglen i § 4, stk. 1 om, at der i bygværker højst må være 8 meter til en opgang uanset den ansattes placering på arbejdsstedet.

Dispensation givet. Arbejdstilsynet lægger især vægt på, at gangbro og adgangsvej i bygværket er brede, høje og muliggør hurtig passage, at der kun arbejdes i bygværket kortvarigt og altid ved lav vandstand, og at der er god udluftning

ATIS sag 20160066654 (§ 7, stk. 1 - imødekommelse)

En forsyningsvirksomhed søger i forbindelse med etablering af et nyt sparebassin dispensation fra kravet i § 7, stk. 1, 2. punktum ”I bygværker skal mindst én af adgangsvejene være en skråtstillet, fastmonteret stige”. Ansøgningen begrundes med, at en fastmonteret stige vil udgøre en faldrisiko, fordi de nederste trin vil være smurt ind i sæberester, slam og andet. Man ønsker i stedet at fastmontere beslag til fastgørelse af medbragte stiger.

Dispensation givet, da Arbejdstilsynet vurderer, at medbragte stiger, som er sikret mod udskridning ved anlæg til karm på nedgangsbrønd, vil give bedre adgangsforhold end faststøbte eller fastmonterede lejdere.

Medtaget som eksempel på forhold, som kan give anledning til dispensation, men afgørelsen er upræcist formuleret, da det ikke er klart, at der er tale om dispensation fra et indretningskrav.

7.2 Arbejdets udførelse (Bekendtgørelsens § 9, § 13, stk. 1, 1. punktum og §§ 19 – 28)

ATIS sag 20160037026 (§ 9, stk. 1 - imødekommelse)

En virksomhed, der renoverer kloakledninger med strømpeforinger, søger dispensation fra reglen om, at der ikke må arbejdes i ledninger med en diameter på under 120 cm. Der er tale om præcisionsarbejde, der så vidt muligt udføres med fjernbetjening fra terræn. Når kloakledningens diameter er over 70 cm, kan arbejdet ikke udføres præcist nok med fjernbetjening, men udføres bedst manuelt.

Dispensation givet med en række vilkår. Herunder at afstanden i meter mellem to nedgangsbrønde ikke må overstige ledningens diameter i cm, og at evakueringsberedskabet skal være sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt.

Dispensationen gælder for 3 år.

NB: Efter Arbejdstilsynets praksis i dag skal en evt. tidsbegrænsning begrundes.

ATIS sag 20170064449  (§ 21, stk. 1 - imødekommelse)

En kommune ønsker at bruge teknisk renset spildevand som spulevand på et rensningsanlæg med dertil hørende kloaksystem, herunder rør og pumpestationer. Kommunen søger derfor dispensation fra § 21, stk. 1 om at renset spildevand ikke må benyttes til manuel spuling.

Dispensation givet med en række vilkår. Herunder årlige vandkvalitetsmålinger foretaget af anerkendt analyselaboratorium, tilfredsstillende indhold af colibakterier og brug af personlige værnemidler ved visse arbejdsopgaver.

8. Historie

I forbindelse med udlægningen af en række dispensationssager til tilsynssystemet i 2004 blev der udarbejdet en række faglige notater om praksis indenfor de faglige områder, som blev udlagt, herunder At-internt fagligt notat nr. 20 ”Dispensationer indenfor kloakbekendtgørelsen”, som beskriver hidtidig praksis for dispensationer fra § 9, stk. 1 og § 21, stk. 1 således:

Ӥ 9, stk. 1
Der søges jævnligt dispensation for at renovere, udskifte eller afproppe kloakledninger, hvis diameter er mindre end 120 cm. Praksis har været, at der ikke gives dispensation til at arbejde i ledninger med en diameter på under 60 cm. Fra 60 cm til 120 cm har de fået dispensation, hvis arbejdstiden i ledningen var meget kort, arbejdet planlagt med det nødvendige udstyr og overvågning, og afstanden fra arbejdssted til brønd er afpasset i forhold til ledningsdiameter.

§ 21, stk. 1
Der har været en række sager, hvor kommunale renseanlæg ønsker at bruge UV-behandlet spildevand til manuel spuling i forbindelse med rengøring af anlægget. Dette har de fået dispensation til, hvis UV-anlægget opfylder nogle konkrete krav, og hvis de nødvendige personlige værnemidler bruges.”

Nærværende fagnotat bygger på den tidligere beskrevne praksis og senere afgørelser på området.

Henter PDF