Få op til 10.000 kr. til et arrangement om mental sundhed

I anledningen af Danmarks Mentale Sundhedsdag 10. oktober vil Velliv Foreningen donere penge til 500 arbejdspladser, der vil sætte fokus på mental sundhed ved et arrangement på dagen.

Hvis I på arbejdspladsen søger om penge til at holde et arrangement på Danmarks Mentale Sundhedsdag, bestemmer I selv, hvilken type af arrangement I vil holde, så længe fokus er på mental sundhed. Foto: Colourbox
Hvis I på arbejdspladsen søger om penge til at holde et arrangement på Danmarks Mentale Sundhedsdag, bestemmer I selv, hvilken type af arrangement I vil holde, så længe fokus er på mental sundhed. Foto: Colourbox

Nu er det muligt at søge og få op til 10.000 kr. til at støtte op om Danmarks Mentale Sundhedsdag, der løber af stablen den 10. oktober. Det er Velliv Foreningen, der uddeler pengene til 500 arbejdspladser. Man kan ansøge om pengene, hvis man vil lave et arrangement på dagen, der har fokus på mental sundhed. Formålet er at skabe opmærksomhed, samtale og læring om mental sundhed i arbejdslivet.

- Stress, angst og depression er blevet en folkesygdom i Danmark. Velliv Foreningen støtter dagligt indsatser for at fremme mental sundhed i arbejdslivet, og derfor synes vi, at det er oplagt at fremhæve og fejre Danmarks Mentale Sundhedsdag ved at støtte, at 500 virksomheder åbner for samtalerne og lærer at sætte ord på mental sundhed i arbejdslivet, siger Lars Bo Pedersen, programchef i Velliv Foreningen i en pressemeddelelse.

Bestem selv indholdet

Den enkelte arbejdsplads kan selv bestemme, hvad arrangementet om mental sundhed skal indeholde. Det kan fx være et foredrag, en workshop eller en firmaudflugt med fokus på mental sundhed. Det er dog også muligt at hente inspiration og forslag til indhold på hjemmesiden, hvor man også udfylder selve ansøgningsformularen.

Få inspiration og ansøg om penge 

Samarbejde mellem mange partnere

Danmarks Mentale Sundhedsdag er inspireret af WHO’s ’World Mental Health Day’. Den danske udgave af dagen er udviklet i et samarbejde mellem en række partnere. Det er blandt andet fagbevægelsen, arbejdsgiver- og erhvervsorganisationer samt interesseorganisationer og virksomheder, der har med mental sundhed at gøre. Mange af samarbejdspartnerne er en del af partnerskabet ’Sammen om mental sundhed’, hvis sekretariat også har bidraget med forslag til forskellige arrangementer.